Udvælgelseskriterier for låneansøgninger
Bestyrelsen for Vestnordenfonden (Fonden) har vedtaget nedenstående kriterier, som indgår i vurderingen, når en ansøgning om lån skal behandles.
Såfremt en ansøgning ikke indeholder alle relevante oplysninger og dokumentation herfor, kan Fonden anmode om supplerende oplysninger og materiale. Indtil dette er modtaget, stilles behandlingen af ansøgningen i bero. Er materialet ikke tilvejebragt inden for en af Fonden fastsat frist, anses ansøgningen for bortfaldet.

1. Rentabilitet af den planlagte investering
En ansøgning om lån skal vedlægges budgetter for mindst 2 års drift. Er der tale om en igangværende virksomhed, som søger lån til nye investeringer, skal der tillige vedlægges regnskaber for de seneste 2 års drift.
Endvidere skal ansøgningen være vedlagt en forretningsplan.
En investering skal ikke nødvendigvis være overskudsgivende fra begyndelsen. Der skal dog være en begrundet forventning om, at investeringen efter de første 3 års drift udviser overskud. Såfremt der budgetteres med underskud inden for de første 3 år, skal ansøger dokumentere, at der er tilstrækkelig egenkapital og likviditet til rådighed til at virksomheden kan fortsætte driften og overholde vilkårene for det ansøgte lån.

2. Ledelsesmæssig kompetence i virksomheden
I vurderingen af en ansøgning indgår oplysninger om ansøgers ledelsesmæssige kompetencer. Dette omfatter såvel generelle som branche- og fagspecifikke ledelsesmæssige kompetencer. Ansøger skal derfor redegøre herfor i en ansøgning og i relevant omfang vedlægge dokumentation herfor.

3. Pantesikkerhed for det ansøgte lån
Fonden stiller sædvanligvis krav om pantesikkerhed i den investering, som lånet vedrører. Såfremt denne sikkerhed ikke anses for tilstrækkelig, kan der kræves supplerende pantesikkerhed i andre aktiver.
Det indgår således også i vurderingen, hvor stor en egenfinansiering, en ansøger kan tilvejebringe, enten i form af ny indskudskapital eller i kraft af egenkapitalen i en eksisterende virksomhed.
Såfremt en investering finansieres delvist med lån fra Fonden og delvist med lån fra en anden långiver, vil Fonden sædvanligvis acceptere en pantesikkerhed, som er sideordnet med den pantesikkerhed, som kræves af den anden långiver.

4. Beskæftigelseseffekt af den planlagte investering
Fonden lægger vægt på, at en investering medfører en væsentlig varig positiv beskæftigelseseffekt.
Derfor skal en ansøgning indeholde oplysninger om beskæftigelseseffekten.
Fonden lægger primært vægt på etablering af nye arbejdspladser. Det kan dog også indgå i vurderingen, om den planlagte investering vil sikre bestående arbejdspladser, som ellers kunne bortfalde i forbindelse med hel eller delvis nedlukning af en virksomheds aktiviteter.

5. Effektivitetsfremmende investeringer
Fonden lægger vægt på, at der etableres effektive og konkurrencedygtige virksomheder.
Investeringer, som fremmer en virksomheds effektivitet og dermed dens chancer for overlevelse på længere sigt, kan derfor finansieres, selv om investeringen ikke resulterer i flere arbejdspladser.

6. Innovative investeringer
Fonden lægger vægt på, at der udvikles nye produktioner og etableres virksomheder inden for områder, som ikke eksisterer i dag.
Derfor vil Fonden ved sådanne investeringer kunne påtage sig en større risiko end ved investering inden for etablerede produktioner og brancher.

7. Nye uddannelsespladser
Fonden lægger vægt på, at en virksomhed har eller vil etablere nye uddannelsespladser. Derfor skal en ansøgning indeholde oplysninger om virksomhedens aktuelle antal uddannelsespladser og planer om etablering af kommende uddannelsespladser.

8. Konkurrencesituationen i lokalområdet
Fonden ønsker ikke at medvirke til en skævvridning af konkurrencesituationen i lokalområdet. Det indgår derfor i vurderingen af en ansøgning, at investeringen kan gennemføres uden negative konsekvenser for andre tilsvarende virksomheder i lokalområdet.

9. Lokalområdets behov for erhvervsudvikling
Fonden lægger vægt på, at der etableres nye virksomheder i lokalområder, hvor beskæftigelsen er stagnerende eller faldende.

10. Diversificering
Fonden tilstræber en spredning af udlånene på flest mulige brancher. Derfor vil ansøgninger, som vedrører en branche, som ikke allerede indgår i Fondens udlånsvirksomhed, have særlig interesse for Fonden.

11. Maksimale finansieringsmuligheder
Fonden tilstræber at finansieringen til en enkelt virksomhed på intet tidspunkt overstiger et samlet udestående på 10 mio. DKK.

12. Samarbejdsmuligheder med andre virksomheder i Vestnorden
Fonden ønsker at medvirke til udvikling af samarbejde mellem virksomheder i forskellige af de vestnordiske lande. Derfor vil ansøgninger om lån til investeringer, der bidrager til et sådant samarbejde have Fondens særlige opmærksomhed.